Statsautoriseret translatør
Statsautorisation og bekræftede oversættelser
Titlen Statsautoriseret translatør er en beskyttet titel, som opnås efter en kandidatgrad i erhvervssprog fra Handelshøjskolerne (Cand.ling.merc./Cand.interpret.) og efterfølgende beskikkelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Statsautoriserede translatører har eneret til at udføre bekræftede oversættelser.
Bekræftede oversættelser kræves fx i forbindelse med dokumenter, der skal forelægges i retssager, ved indgåelse af ægteskab i udlandet eller ved ansøgning om optagelse på udenlandske uddannelsesinstitutioner. Translatøren bekræfter med sit stempel, sin underskrift og en påtegning, at oversættelsen er en fuldstændig og nøjagtig gengivelse af originalen.
Translatørerne udfører opgaver for erhvervsliv, politi og domstole. Translatører har desuden tavshedspligt.

